Triathlon er en sjov sport, som træner hele kroppen og holder dig i god form. Hvis du vil deltage i konkurrencer, som f.eks. en halv eller hel Ironman, har det dog også en pris. Men hvad koster det i tilmeldingsgebyr at deltage i en halv eller hel Ironman i Danmark?
Hvis du vil læse mere om de forskellige distancer inden for tri-sporten, kan du også læse vores artikel om triathlon distancer.
Læs mere om priserne på startgebyrer for halve og hel Ironman i Danmark herunder.
Hvad koster det at deltage i en halv Ironman i Danmark?
Der er flere forskellige stævner i Danmark, hvor længden er en halv Ironman. Oftest har de fleste en “pris-trappe”, hvor prisen bliver dyrere og dyrere jo tættere på stævnet man kommer. Der er derfor nogle hundrede kroner at spare, hvis man tilmelder sig tidligt – derudover er man også sikret deltagelse.
- Aalborg Triathlon (halv ironman-distance): 800-1.200 kr.
- Køge Jernmand (halv ironman-distance): 800-1.400 kr.
- Ironman Elsinore 70.3 (halv ironman-distance): 2.800-3.300 kr.
Mange foretrækker at deltage i de stævner, som arrangeres af Ironman (f.eks. Ironman Elsinore 70.3), fordi de er rigtig gode til at arrangere tristævner. Disse stævner koster noget mere, men til gengæld er sikkerheden på vejene på cyklingen højere, og der tilbydes ofte bedre faciliteter som f.eks. forplejning under konkurrencen, bedre after-race zone osv. Der plejer med andre ord at være styr på de stævner, som Ironman arrangerer.
Hvad koster det at deltage i en hel Ironman i Danmark?
En hel Ironman kræver mere afspærring af ruter og flere frivillige. Derfor er det også dyrere at tilmelde sig en hel Ironman.
Den hele Ironman i København koster normalt 5.100-5.500 kr. i tilmeldingsgebyr.
Udover selve tilmeldingsgebyret skal du også en licens hos triatlon Danmark (det danske triatlonforbund). Det kan du læse mere om herunder.
Hvad er en eventlicens, og hvad koster den?
Som medlem hos en dansk triatlonklub vil du normalt få et medlemsnummer hos triatlon Danmark. Det giver dig licens til at kunne deltage i de mest almindelige konkurrencer i Danmark.
Hvis du dog ikke har et medlemsnummer, skal du have en såkaldt “eventlicens”. Dette kaldes også et “Enkelt Persons Medlemskab (EPM)”. Denne licens gælder kun til en enkelt konkurrence, f.eks. Ironman Elsinore 70.3 eller Ironman Copenhagen.
Eventlicensens pris varierer fra stævne til stævne og vil normalt kunne købes, når du også tilmelder dig stævnet.
Til Køge Jernmand (1/2 Ironman-distance i Køge) og Ironman Elsinore 70.3 (1/2 Ironman-distance i Helsingør) koster eventlicensen cirka 140 kr. Til Ironman Copenhagen koster eventlicensen normalt cirka 190 kr.
Dette er en pris, som pålægges selve startgebyret, og som arrangørerne i princippet ikke har noget med at gøre.
Bliver halv eller hel Ironman nogensinde udsolgt?
Stævnerne kan blive udsolgt, men det er som regel ikke noget, der sker inden for få dage efter tilmeldingen åbner. Ironman Elsinore 70.3 blev i år 2024 f.eks. først udsolgt i april, det vil sige få måneder inden selve stævnet.
Det samme med den hele Ironman i København i år 2024 – den blev også meldt udsolgt i april måned. Det kan dog være, at populariteten stiger eller lignende, og der kan opstå en situation, hvor konkurrencerne bliver udsolgt før. For nogle år siden blev Ironman i København f.eks. udsolgt på blot få dage.
Hvad skal man ellers bruge af udstyr – og hvad koster det?
Udover tilmeldingsgebyrer skal du have forskelligt udstyr for at kunne deltage. Dem, der deltager i en halv eller hel Ironman, vil normalt investere i følgende udstyr:
- Våddragt: +1.500 kr.
- Triatloncykel: +7.000 kr. (brugt)
- Trihjelm: +1.000 kr.
- Tridragt: +800 kr.
- Løbesko: +1.000 kr.
- Nummerbælte: 150 kr.
Mange vil også bruge en del penge på andet udstyr som f.eks. energibarer og geler til træning, cykeltøj til træning, løbetøj til træning og lignende.
Derfor er det normalt nødvendigt at bruge minimum 20.000 kr. på udstyr for at kunne deltage på et fornuftigt plan i en halv eller en hel Ironman.
